Vietnam
Vietnam - amerikanernes tabte junglekrig
Mens Neil Armstrong i 1969 plantede sin støvle i støvet på månen, trampede mere end en halv million amerikanske soldater rundt i mudderet i Vietnams jungle.
Dengang var Vietnam delt i to dele. Den nordlige del fik støtte af Kina og Sovjetunionen, mens den sydlige fik støtte af USA. De amerikanske soldaters opgave var at stoppe de nordvietnamesiske kommunisters forsøg på at forene Vietnam under et kommunistisk styre.
Det gik rigtig dårligt for amerikanerne og sydvietnameserne. På trods af langt bedre udstyr, 13 millioner tons bomber og temmelig ubehagelige våben som napalm, miner og gift, vandt nordvietnameserne. I 1975 blev de sidste amerikanere evakueret med helikopter. Krigen var slut.
Millioner af døde
Tilbage lå 58.226 døde eller forsvundne amerikanske soldater. Det svarer cirka til, at hele Kolding blev udraderet. Men det er vand mod de tre til fire millioner vietnamesere, der mistede livet under krigen. Langt de fleste var helt almindelig civile mennesker uden forbindelse til krigen.
Massakrer mod civile
Både amerikanerne og nordvietnameserne begik grusomheder under krigen. Under My Lai massakren dræbte amerikanske soldater 504 indbyggere i en landsby, inklusiv gamle mennesker og børn helt ned til ét år. Andre amerikanske soldater stoppede massakren, og løjtnant William Calley, der havde ledet angrebet, blev idømt fængselsstraf.
Han blev dog sluppet ud af den daværende amerikanske præsident Nixon og slap med 3,5 års husarrest. Journalister har efterfølgende afsløret flere tilfælde, hvor civile vietnamesere er blevet myrdet.
Den nordvietnamesiske hær holdt sig heller ikke tilbage. Blandt andet blev der arrangeret en massakre ved byen Hue, hvor op mod 3000 civile blev skudt. Og tilfangetagne amerikanske soldater blev ofte tortureret.
Agent Orange – gift fra oven
For at gøre det sværere for de nordvietnamesiske soldater at skjule sig i junglen, kastede amerikanerne giftstoffet ”Agent Orange” ud fra fly over junglen. Stoffet fik træerne til at tabe bladene, så man kunne se bedre. Kedeligt nok fremkalder stoffet også kræft. Man ved ikke, hvor mange vietnameseres liv, der er blevet forkortet af den behandling. Samtidig ligger der stadig op mod seks millioner bomber og miner i Vietnams jungle.
Bedre tider
Vietnam er i dag et larmende mix af gammeldags ris-landbrug og moderne højhuse. Hvor der i firserne var problemer med overhovedet at skaffe mad nok, er økonomien i dag en af de hurtigst voksende i verden.