Gadebørn
Der findes millioner af gadebørn i verden. Og ingen børn bliver gadebørn for sjov.
Gadebørn stjæler og tigger for at overleve
Der findes gadebørn i det meste af verden, men de fleste bor i storbyer i Afrika, Asien og Sydamerika. Jo større og fattigere byen er, jo flere gadebørn er der som hovedregel.
Mange af gadebørnene sulter, nogle er nødt til at sælge sex til voksne for at overleve. Ellers skaffer de penge til mad ved at tigge eller stjæle. Håbet om at få et almindeligt liv er tit så fjernt, at gadebørnene sniffer lim eller tager stoffer for at drømme sig til en mindre ubehagelig hverdag.
Fattigdom giver gadebørn
I ulandene ender børn på gaden, fordi deres forældre allerede bor der – eller fordi der ikke er penge nok til, at de kan bo hjemme. Nogle stikker også af, fordi der er ballade med voldelige eller fordrukne forældre, eller fordi forældrene er døde af for eksempel aids. Igen er det problemer, der næsten altid kan føres tilbage til fattigdom.
Røde Kors og andre organisationer forsøger at hjælpe gadebørn mange steder i verden. I Manila – hovedstaden i Filippinerne – uddanner Røde Kors for eksempel gadebørn til at blive frivillige sundhedsarbejdere, som så igen kan hjælpe andre gadebørn. Men den bedste måde at hjælpe gadebørn på er ved at bekæmpe fattigdom.